Klik for stort billede

Sommeren 2006 begyndte min kone at få små blackout's når hun rejste sig for hurtigt.

En tur til lægen som kunne glæde os med at alt var normalt.

Langsomt begyndte hun at blive glemsom, kunne ringe til mig på jobbet for at høre hvordan hun skulle lave frikadeller, jeg kunne fortælle hende, og når hun så gik igang nogle timer senere så ringede hun igen for at høre om opskriften.

Tilbage til lægen, alt ok !

Hun fik problemer med øjene, hun bruger briller, så en tur til brille manden, nye briller blev købt.

Det hjalp en tid, men blackout's og dårlige syn kom langsomt tilbage.

Tilbage til lægen, alt ok!

Jeg bliver på dette tidspunkt meget usikker på hvad f.... der er galt med min kone.
Vi finder 1000 undskyldninger på hvad det kan være, manglende vitaminer, ikke nok mad, ikke nok søvn....... ja listen er lang over de grunde vi kunne finde, nu hvor lægen ikke kunne se noget problem.

Vi bestiller en tid hos en øjenlæge, bare for at være sikker på at intet er galt!

Der fik hun en aftale den 10. Aug. 2006.
Min kone er ikke den store stifinder, så for at være sikker på hun kunne finde øjenlægen på dagen ville hun Tirsdag 8. Aug gå forbi hans adresse.

På vej over fodgængerfelt på vej til øjenlægen, fik hun et blackout som ikke stoppede igen.
Hun ringede til hendes veninde, som bor meget tæt på hvor det skete, hun kom og hentede hende og kørte hende op til øjenlægen.

De fortalte hende at det først var om et par dage hun havde en tid, men hun insisterede på at ville snakke med lægen da hun intet kunne se.

Han kikkede kun kort ind i hendes øjne før han bestilte transport til sygehuset i Viborg.
Hurtig indlæggelse med efterfølgende scanning af hjernen.
Der var en golfbold stor svulst foran lille hjernen.

På dette tidspunkt bliver jeg ringet op af veninden som er ødelagt af gråd, fortæller mig min kone er indlagt på sygehuset.
Jeg ringer hjem til chefen gør det klart for ham at jeg stopper min tur nu og vender rundt for at køre på sygehuset, at jeg senere vil komme med min lastbil så den resterende last kan blive omdelt næste dag. Stor forståelse og ikke nogen problemer fra jobbet. (hvilket kommer senere)

Grundet viborg ikke har nogen neuro kirurisk afdeling blev hun overført til Alborg sygehus.

Ankomst til ålborg sygehus. Indlagt på neuro kirurisk afdeling på overvågnings stuen, da man skulle bruge de næste timer til nye undersøgelser, overvåge hvordan hendes tilstand var.

Da hun forlader Viborg sygehus, retunere jeg til jobbet for at droppe min lastbil, fræser hjem for at hente nogle personlige ting til konen, barnet og mig selv

De næste 2 dage går med undersøgelser, scanninger osv.
Mange samtaler med lægen som skal forestå operationen som han beskriver som ikke helt ufarligt, men selv om dette bliver gjort klart for os så går det aldrig op for os at det er farligt. Hun er jo ikke ”rigtig” syg.

Grundet svulsten er der opstået et overtryk, da svulsten den trykker på den kanal som burde lede væsken væk. Væske hvilket vi all producere ca. 500 ml pr. Dag.
Overtrykket bevirker at synet ikke har det så godt, man vil under operatione fredag lægge et dræn, dette stiller jeg spørgsmål ved, da øjenlægen fortæller os at ”jo længer tid hun har det overtryk jo mere varig skade kan der komme på synet” så jeg kan ikke forstå hvorfor vente til i dage for at lette trykket.
Grundet at man ikke er meget for at lægge hende i narkose dagen før den store operation, men jeg presser lægen lidt for at få drænet lagt så hurtigt som muligt for at beskytte hendes syn.
Han går med til at gøre det om torsdagen, hvis hun går med til at få boret hul i lokal bedøvelse. Den er hun helt med på.

Torsdag:
Dagen hvor hun skal have lagt drænet, hun er lidt nervøs, hvilket vi begge er, jeg syntes hun er en sej kone, bare sådan at sige ja til at få lavet det i lokal bedøvelse.
(jeg får stadig goosbumps bare ved tanken om lyden når de bore i et kranie)

Hun bliver kørt ned til operationen, der går et par timer, alt er gået godt, der er kun lige et lille problem med lægen, han er rystet.

Da han begynder at bore spørger han hende om hun er OK
Ja svare hun pænt
Lægen som er en venlig person bore lidt vidre og stopper så for at høre om hun kan klare det .
JA ! lyder det letter irriteret
Han arbejder lidt vidre og stopper så for at spørge til hende igen.
Nu er hendes tålmodighed brugt op og hun siger til ham ”hold nu mund og få lavet det hul.

Lidt om hvor sej min kone er, hvor meget af min respekt for hende er begravet.

Fredag:

Jeg ankommer til sygehuset for at være ved hende på den store dag, jeg medbringer et kvindeblad som jeg har tænkt at læse lidt i for hende.
Men til min store overraskelse kan hun nu selv læse bladet, grundet trykket er fjernet natten over.
WOW første store sejer.

Hun bliver kørt ned, jeg er med hele vejen, siger pænt godnat til hende da de giver hende den sidste sprøjte før søve land tager hende.

Hun sover nu, jeg lister af efter man har sagt man vil kalde på mig når hun bliver kørt på opvågningen.

Dagen er lang som ondt, 6 timer går og stadig intet nyt jeg traver rundt i en tåge, venter bare på at se lægen komme ud.

”operationen gik godt, alt gik som jeg kunne ønske det, svulsten ser ud til at være en vævs knude og ikke cancer.”

Når jeg kikkede på lægen var han super optimistisk, lidt stolt af operatione, så jeg gik roligt op til NOTIA (opvågning) for at være sammen med hende når hun kom ud af narkosen.

Hun begyndte at reagere på det som de sagde til hende også når jeg snakkede til hende.

Alt så lyst ud, jeg besluttede at gå ned for at spise, ca. 30 min var jeg væk.

Da jeg kom tilbage kunne jeg høre at hendes vejrtrækning lød som en belastning for hende, det samme tænkte sygeplejen så de havde tilkaldt lægen, for et eller andet var ikke helt som det skulle være.

De valgte at scanne hende for at se om der var en blødning som var blevet overset, eller noget sådan.
På vej ned til scanneren stopped hun med at trække vejret og så gik det stærkt. Panik !

Respirator, scannet, PIS PIS

Lille hjernen var begyndt at svulme op, mere end den burde gøre.

Tilbage på operationsbordet for at tage knogleplade ud med håbet om at det vil give lidt plads til lillehjernen så trykket på hjernestammen kunne aftage.

Nogle timer gik og hun kom tilbage på NOTIA.

Lægen var ikke længer så smilende, ”der er ikke mere vi kan gøre, nu kan kun tiden vise om hun kommer igennem det”

Natten er en lang venten i håbet om at der sker noget positivt.

Ikke mange positive ord fra lægerne, de fortæller mig jeg heller må kalde familien så de kan være her sammen med os, da de ikke forventer hun klare det.

Familie og venner kommer, alle er inde og sige farvel til hende.
Vi kan ikke rigtig forstå hvad der er sket, Læger og sygeplejerske bruger lang tid på os for at give os viden til at forstå hvad og hvorfor.

Lørdag:

Tidligt på dagen beslutter lægerne at tage alt sove medicin samt smertestillende fra hende, i håb om at hun vil reagere ved den smerte som hun vil føle.


Hele dagen kommer venner og familie for at være der til støtte for hende.

Intet sker, hun reagere ikke som de havde håbet man beder mig om at vælge et tidspunkt hvor man skal slukke for hende.

Aldrig i mit liv har jeg stået med et valg som var så klamt, et valg som jeg alene skulle træffe, efter lange samtaler med familie blev der valgt Søndag kl 16.00 da alle kunne være der for at følge hende den sidste vej.

Ved 20 tiden er jeg inde ved hende, bare for at græde en bøn, sygeplejsken spørger om jeg vil ”save” hendes vielse ring, da fingerne er begyndt at svumle op, grundet væske.

Den sidder fast, jeg spørger om hjælp, sygeplejesken holder hånden jeg trækker hårdt i ringen for at lirke den af.

Jeg eeg er ved at falde på røven, det samme er sygeplejesken da min kone trækker armen til sig. Det gjorde ondt når jeg trak hårdt.

En panisk glæde opstår, læger kommer løbende, tilbage på smertestillende og sovemedicin. DER ER HÅB.

Sådan bliver hun liggende i uger...........................



Sådan var livet, som vi nu har levet i og med de sidste 3 år, ferie drømmen har sinde vi blev gift været at vi kunne rejse hjem til min kones familie, se vores nye familie, projektet var næsten klar den sommer min kone blev syg, 2 voksne, 3 børn og 3 uger rundt til familien i det Indonesiske.

Det blev så ikke muligt, stille og roligt er opsparingen gået til at holde livet gående, med det som man kan tjene som handicaphjælper, hvilket ikke giver plads til at lave en ny ferie konto, og slet ikke med mulighed for at ansætte personale til at rejse med os, de jeg ikke selv tør eller magter at stå med eneansvaret for min kone og børn, tænk hvis der skete noget med den ventrikel hun har i hovedet osv.

Min drøm er at jeg kan give min familie en tur til Indonesien, hvor vi kan besøge min kones familie, besøge den del af vores familie som er en del af den arv som vores fælles barn må leve med i hendes liv.

En drøm som jeg godt kun kan ske hvis jeg får hjælp til at gennemleve den, drømme er smukke men umulige drømme gør ondt.

http://blog-dyn.tv2.dk/walle34/entry268938.html

Håber at der er en lille chance denne vej !

Walle